Thomas Winkler
Quick Facts
Biography
Thomas Winkler (født 24. januar 1964 i København) er en dansk diplomat, der siden 1. august 2013 har været Danmarks ambassadør i Rusland.
Fra ambassaden i Ruslands hovedstad Moskva, er Thomas Winkler ligeledes Danmarks ambassadør i Hviderusland, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Usbekistan.
Historie
Winkler blev uddannet jurist fra Københavns Universitet i januar 1988. Han blev efter endt uddannelse ansat i Udenrigsministeriet. I oktober 1990 rykkede han til Danmarks ambassade i Moskva, hvor han fungerede som 2. sekretær indtil december 1992. Her blev Thomas Winkler flyttet til Ukraines hovedstad Kiev, hvor han skulle arbejde på Danmarks ambassade i landet. Efter to år i Ukraine, rykkede han hjem til ministeriets hovedsæde på Asiatisk Plads i København, hvor han fra december 1994 til september 1998 arbejdede med EU-lovgivning.
Fra 1998 til maj 2002 var Winkler udstationeret på Danmarks ambassade i Sverige, hvorefter han igen rykkede hjem til Danmark, hvor han var indtil august 2013 i skiftende stillinger, hvoraf de sidste to var chef for Udenrigsministeriets Juridiske Tjeneste i København, og forud for dette var han chef for Udenrigsministeriets Folkeretskontor.
Med virkning fra 1. august 2013 overtog Thomas Winkler posten som Danmarks ambassadør i Rusland, Hviderusland, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Usbekistan. Basen blev ambassaden i Moskva, og han afløste Tom Risdahl Jensen, der blev hjemkaldt til tjeneste i København.
Hæder
- Ridder af Dannebrog (2002)
- Kommandør af Nordstjerneordenen (2002)
- Ridder af 1. grad af Dannebrog (2008)