Peder Frandsen

Peder Frandsen (født ca. 1734, død 1. april 1810) var en dansk lægprædikant.

Om hans tidligere liv vides intet; men omkring 1798 kom han til Uldum i Vejle Amt og tog tjeneste hos en gårdmand. Han var da "en gammel Ungkarl med en Kiste Bøger". Her fremkaldte han i en lille kreds en opvækkelse i en stræng pietistisk retning, i det han lærte, at mennesket aldeles intet formåede til dyds og gudsfrygts opvækkelse hos sig selv, dømte strængt om alle dem, der ikke ville slutte sig til ham, kaldte udøbte børn djævleunger og betragtede dans og kortspil som dødssynder. Den daværende præst i Uldum og Langskov Sogne, Hans Resen Steenstrup, skaffede ham en irettesættelse fra Kancelliet; men den formåede ikke at standse bevægelsen; Peder Frandsen forlod selv Uldum, men hans tilhængere opvakte i foråret 1799 en tumult ved annekskirken i Langskov, der vel endte med, at de selv fik prygl, men som dog fremkaldte en retssag, i hvilken 4 af dem dømtes til en mulkt af 100 rigsdaler. I året 1809 var Peder Frandsen igen i Uldum, hvor præsten, Marcus Plesner, ikke ville tage ham til alters, når han ikke ville afholde sig fra at forarge menigheden ved sit forhold inden og uden kirken. Biskop Middelboe gav præsten ret og truede med i fornødent fald at gøre indberetning til Kancelliet. Heraf blev der dog intet; thi Peder Frandsen døde i 1810, 76 år gammel. Han kan betragtes som ophavsmand til den religiøse bevægelse, som har holdt sig i Vejle Amt til den senere tid.

Kilder

• Frandsen, Peder i Dansk Biografisk Leksikon (1. udgave, bind 5, 1891), forfattet af L. Koch

Stub Denne biografi om en dansker er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.