Tage Leegaard
Quick Facts
Biography
Tage Leegaard (født 5. november 1954 i Thisted) er en dansk politiker, der siden 1. januar 2010 har været medlem af Folketinget, valgt for Konservative. Han indtrådte i Folketinget ved Knud Kristensens mandatnedlæggelse.
Leegaard blev matematisk student fra Thisted Gymnasium i 1970 og efterfølgende uddannet befalingsmand fra Sergentskolen i Sønderborg i 1975. I 1978 blev han uddannet landmand fra Hammerum Landbrugsskole og i 2006 meritlærer fra Skive Seminiarium.
Han var fra 1979 til 1999 gårdejer og mælkeproducent, og fra 2000 til 2003 kvægavlsrådgiver ved Kvægavlerforeningen HMT. I 2005 blev han lærer i Hvidbjerg på Mors og i Hanstholm.
Leegaards politiske karriere begyndte som kredsformand for Konservative i Thistedkredsen fra 1998 til 2001. I 2001 blev han 1. suppleant til byrådet i den ganmle Thisted Kommune. I 2006 blev han medlem af det afgående byråd. Han var ikke kandidat ved byrådsvalget i den nye kommune i 2005. I november 2009 blev han nyvalgt til Thisted Byråd.
Han blev opstillet til Folketinget i Thistedkredsen i 2007 og blev 1. suppleant ved valget samme år. Han blev derfor medlem af tinget, da Knud Kristensen i 2010 udtrådte for at blive borgmester. Ved siden af sit politiske virke har Tage Leegaard en række bestyrelsesposter, bl.a. i Nationalpark Thy.
Tage Leegaard er gift med social- og sundhedshjælper Pia Leegaard. Parret har tre voksne børn.