Kristian Hundebøll
Quick Facts
Biography
Kristian Hundebøll (født 22. april 1966 i Hjørring) er en dansk erhvervsleder, der siden 2013 har været koncernchef i landbrugsselskabet DLG.
Kristian Hundebøll er søn af direktør Regnar Hundebøll og Anna Maria Hundebøll. Han er opvokset i Hjørring og Ølgod, og blev student fra Grindsted Gymnasium i 1985. Han blev cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 1994.
Efter studierne blev han ansat som EU-rådgiver i internationalt kontor under det daværende Fyns Amt med base i skiftevis Danmark og Bruxelles. I 2001 vendte han hjem til Danmark og blev ansat som direktionsassistent i DLG. I 2003 blev han forfremmet til direktør og medlem af koncerndirektionen. Her havde han bl.a. ansvaret for DLG's entre på det tyske marked for grovvarer. I 2010 blev han udnævnt til vicekoncernchef og i 2012 udnævnt til sideordnet administrerende direktør i DLG sammen med den mangeårige administrerende direktør Asbjørn Børsting. Han overtog posten som eneste administrerende direktør for DLG i 2013, hvor Asbjørn Børsting trak sig.
Kristian Hundebøll sidder i en række bestyrelser, bl.a. for flere datterselskaber i DLG-koncernen: Det tyske grovvareselskab HaGe AG, energi- og byggemarkedskæden Team AG, Danæg, DanHatch samt grovvarevirksomhederne Svenska Foder AB i Sverige og PUAI Feed i Kina. Derudover er han medlem af Nationalbankens repræsentantskab, DI’s udvalg for erhvervspolitik og af virksomhedsbestyrelsen i Landbrug & Fødevarer.
Hædersbevisninger
- Ridderkorset af Dannebrogordenen, 2014