Johs. Brøndum-Nielsen

Johannes Brøndum-Nielsen (født 2. december 1881 i Hejlskov, død 9. marts 1977 i Rungsted) var en nordisk filolog, docent i nordiske sprog ved Københavns Universitet 1919, professor 1926–1952.

Fra sin tidlige manddom til langt op i sin høje alderdom indtog Brøndum-Nielsen en nøglestilling inden for udforskning af modersmålet, ikke blot som videnskabsmand og universitetslærer, men også som igangsætter og organisator af forskning. Hovedværket i hans omfattende forfatterskab er den store håndbog Gammeldansk Grammatik i sproghistorisk Fremstilling, 1–8 (1928–74), der rummer en indgående behandling af dansk lyd- og formlære indtil ca. 1500. Derudover er der især grund til at fremhæve Dialekter og Dialektforskning (1927), der banede vejen for universitetsundervisning i dialektologi. Ved Ordbog over det danske Sprog, 1–28 (1918–56) medvirkede Brøndum-Nielsen fra først til sidst som en af de mest produktive redaktører.

Ud over kredsen af fagfolk nåede han dels som flittig bidragyder til dagspressen med sprogspalter o.l., dels og navnlig som deltager i den offentlige debat om to spørgsmål: Han kæmpede energisk, men forgæves mod retskrivningsreformen af 1948 og mod udleveringen af de islandske håndskrifter. Fagligt var han konservativ, fremmed over for nyere strømninger inden for sprogvidenskaben; men på traditionens grund har hans virke sat sig mange varige spor. Hans samling af skønlitterære og litteraturhistoriske værker står delvis opstillet på Læsesal Vest i Den Sorte Diamant.

Brøndum-Nielsen blev Ridder af Dannebrogordenen 1931, Dannebrogsmand 1940 og Kommandør af Dannebrog 1951.

Han er begravet på Hellerup Kirkegård.