
Quick Facts
Biography
Holger Ove Bisgaard (født 29. maj 1952) er en dansk byplanlægger.
Bisgaard er uddannet byplanarkitekt 1978 og har siden 2008 været områdechef i By- og Landskabsstyrelsen under Miljøministeriet. Fra 1998 til 2007 var han planchef i Københavns Kommune. Før det var Bisgaard 1993-98 chefplanlægger i Roskilde Kommune, 1989-93 konsulent i Kommunernes Landsforening og 1984-89 planlægger i teknisk forvaltning, Århus Amt.
1982-84 var han ansat ved Dansk Byplanlaboratorium og 1980-82 på arkitekt Ole Svenssons Tegnestue. Holger Bisgaard har undervist på Aalborg Universitetscenter og arkitektskolerne. Han er censor på en række højere læreanstalter og dommer/rådgiver i både danske og internationale konkurrencer.
Han har fra 1995 været bestyrelsesmedlem af og siden 2001 været formand for Jacob Gades Legat. I perioden 2004-07 medlem af programbestyrelsen for dialog og balance i udsatte boligområder (ghettoudvalget) og i 2000-2001 medlem af by- og erhvervspolitisk udvalg samt 1999 Udvalg vedr. fornyelse af kommuneplanlægningen.
Han er forfatter til bøger, bl.a. Københavns genrejsning 1990-2010, Bogværket 2010.