Bøje Nielsen
Quick Facts
Biography
Bøje Taagaard Nielsen (født 5. november 1937 i Næstved, død 21. maj 2007 i Klampenborg) var en dansk storentreprenør, der havde stor succes i 1970'erne med at bygge stort, hurtigt og billigt.
I maj 1962 grundlagde Bøje Nielsen sit firma Danske Fabrikshaller A/S, der byggede haller til fabrikker i hele Danmark, hurtigt og billigt. Han anvendte begrebet totalentreprise om denne byggemetode, som han opfandt i 1960'erne. Bøje Nielsen udnyttede, at han kunne ansætte medarbejdere fra underleverandørerne mod lønforhøjelse. Underleverandørerne skulle desuden betale så store dagbøder for forsinkelser, at mange af dem gik konkurs.[Kilde mangler]
I 1970 stiftede Bøje Nielsen og Axel Juhl-Jørgensen Dansk Totalentreprise, som i 1970'erne fik overvældende succes ved at realisere store byggerier hurtigt og billigt. Bøje Nielsen og Axel Juhl-Jørgensen ejede hver 50%, og Axel Juhl-Jørgensen blev adm. dirktør for firmaet.
I 1979 erklærede Bøje, at hans personlige formue var opgjort til mere end 600 mio. kr.
Han blev landskendt for sit temperament, der medførte sigtelser for ulovlig våbenbesiddelse, overfald på politifolk og journalister og mere end 200 fartovertrædelser.
I 1979 begyndte slagsmålet om magten i Dansk Totalentreprise, da Axel Juhl-Jørgensen prøvede at overtage Dansk Totalentreprise, idet Bøje Nielsens pille- og alkoholmisbrug var blevet en belastning for firmaet.
Bøje Nielsen traf flere tvivlsomme beslutninger. Bl.a. skulle han stille en sikkerhed på 1 million dollars for et projekt med Universal om udlejning af videoer gennem tankstationer og videoklubber i Danmark. Ved det afgørende møde i USA var Bøje Nielsen beruset og projektet faldt til jorden.
Da finansmanden Jan Bonde Nielsen mødte problemer efter købet af B&W og blev sigtet for mandatsvig, trådte Bøje til og hjalp med bankgarantier og en lukrativ post i Danske Fabrikshaller A/S. Bestyrelsen nedlagde nu veto, og Bonde blev fyret efter én dag med den begrundelse, at firmaet ikke kan bruge en bedragerisigtet.
I oktober 1980 voksede uoverenstemmelserne i Dansk Totalentreprise, og Bøje Nielsen startede senere sit eget firma, som opførte det store kontorhus på Avedøre Holmen og konkurrerede med det gamle selskab. Ifølge kontrakten måtte Axel Juhl-Jørgensen ikke starte eget firma så længe han var direktør for Dansk Totalentreprise, men stiftede på opfordring af de største samarbejdspartnere og banken sit eget Danbyg Totalentreprise i marts og planlagde at overføre alle Dansk Totalentreprises byggesager til sit firma. Da medarbejderne i Dansk Totalentreprises mødte på arbejde den 15. marts 1982, var Dansk Totalentreprises etager i højhuset på Naverland i Glostrup totalt ryddet i nattens løb. Medarbejderne blev vist en etage ned, og nu stod der pludselig Danbyg Totalentreprise over deres arbejdsplads. De fik besked på at arbejde videre som før. Med samme direktør Axel Juhl-Jørgensen, nu eneejer af firmaet.
I januar 1983 blev Bøje Nielsen erklæret konkurs, selv om han nok mente, at kunne betale enhver sit. Konkursbestyrerne gik straks i gang med at sælge Bøjes værdier for at få penge til kreditorerne. De fik selv salærer på 25 millioner kr.. Af flere grunde blev det meste solgt med tab på diverse auktioner. Et maleri af P. S. Krøyer blev solgt for 44.000, og et af Michael Ancher blev solgt for 60.000 kr. Det blev solgt tre måneder senere på auktion i London for 1,6 millioner.
Det viste sig, at Bøje ikke var insolvent, og den samme retsassessor, Mette Christensen, som i 1982 havde indledt sagen imod Bøje, afsagde dom om, at sagen igen var ophævet. Sø- og Handelsretten har muligvis misrøgtet hans konkursbo, og han fik mange år efter konkursen en check på resten af formuen: 89 millioner kroner. Ved konkursbegæringen var Bøje sandsynligvis ikke solvent, og desuden betalte Axel Juhl-Jørgensen 36,5 mio. kr. for overtagelsen af aktiviteterne til Dansk Totalentreprise.
Hans advokat indbragte en erstatningssag mod staten for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol 21. maj 2007. Samme dag døde Bøje Nielsen efter mange års sygdom.
Advokat Christian Harlang, der bestyrede boet efter Bøje Nielsen, oplyste 22. maj 2007, at entreprenøren i sit testamente havde oprettet en fond, Bøje Nielsens Fond for Retsbeskyttelse af Danske Erhvervsfolk.
Eksterne henvisninger
- Lindskog, John (2006): Røvrendt: historien om Bøje Nielsen ISBN 87-91812-85-2
- Bøger og artikler om Bøje Nielsen. Tilgængelige via bibliotek.dk på danske biblioteker.
- Bøje Taagaard Nielsens gravsten på Fodby Kirkegård, Næstved
- Bøje Nielsen kæmpede til det sidste
Noter
Artiklen om personen Bøje Nielsen kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede Du kan hjælpe ved at afsøge Wikimedia Commons for et passende billede eller uploade et godt billede til Wikimedia Commons iht. de tilladte licenser og indsætte det i artiklen. |
Stub Denne biografi om en dansker er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere. |